En lille biografi over sønnen Ole Vagn
skrevet af hans mor Marie.......:
(En biografi som jeg vil tillade mig at kalde... "De 3
klokkeslag")
(brevet er skrevet på noget meget tyndt pergamentpapir,
så Marie kunne skrive mange ark på skrivemaskinen - på een gang.)
Jeg spurgte min mor Else, som fortæller, at brevet blev skrevet
kort tid efter Ole Vagns begravelse.
Brevet er her renskrevet.......(men den gamle stavemåde er beholdt...)
En lille Biografi
over vor store Dreng,
som vi nu ikke har mere iblandt os.
-------------------
Ole Vagn Larsen var født 18' Maj 1911 i Tolne Præstegaard,
og da hans Far blev sent gift, var der stor Glæde, da den lille
Dreng kom.
Desværre vilde han ikke rigtig trives de første par
Måneder, men saa fik han flaske,
og saa skal jeg love for han blev tyk, alt for tyk, men vi syntes jo, han var dejlig.
En kær Nabokone Kristine
vilde
gerne sige mig, at min dreng var for tyk,
men kunde ikke nænne det,
hun kom da med følgende Vending:
"Tror De, at De behøver at give ham slet saa meget at spise"
Ole Vagn blev en rask og dygtig lille dreng, hvad også var godt
og man synes nødvendigt,
da der inden han var fyldt eet Aar,
kom en lille Pige (Signe).
De to, som altsaa var omtrent lige gamle,
blev meget gode venner, og det holdt saa længe han levede.
Da Ole Vagn var 3-4 Aar, havde han en Søndag været i Kirke.
Far havde den dag talt om de 10 spedalske.
Ole Vagn gik et Par Dage derefter ind til en Nabo, hvor han i
Eftermiddagens Løb spurgte,
om de ikke syntes, det var forfærdeligt,
den Gang der kom 10 syge Mænd til Jesus,
de var saa fulde af Saar, saa ingen vilde røre ved dem.
Jesus gjorde dem raske, og tænk,
saa var der kun een, som sagde tak.
Omtrent i samme alder var han og hans søster Signe paa Besøg hos Bedstefar og
Bedstemor
i Vraa,
og der var Tøjlerne slappe, naar det gjaldt Børnebørnene.
Efter de var kommet hjem, maatte der igen Irettesættelser til,
men det blev en Dag for meget for Ole Vagn.
Vi sad og spiste til Middag; Ole Vagn og Signe sad ved deres lille Bord.
Pludselig siger Ole Vagn: "Mor, hvis Far døde", "ja, det vilde være forfærdeligt",
svarede jeg, han spurgte saa,
om vi saa ikke skulde have en ny Mand til Far,
vi kunde maaske faa Bedstefar.
Da Ole Vagn var 6½ Aar gl., kom han i Tolne Skole
hvor vi da havde Lærer Nielsen (nu Gerslev) og Frk. Møller (nu Asaa).
Der blev god Forstaaelse, og Ole Vagn klarede sig godt, han kom i 4. Kl. inden han var fyldt 10 Aar.
Da han var fyldt 11 Aar og Signe var 10, begyndte de i Hjørring højere
Almenskole,
det var en drøj Skolegang. De to smaa Purke skulde gaa i Mulm og Mørke 2 km.
til Toget,
som gik kl. 5.54.
En Morgen kom de tilbage, de havde set en "Bisse"
paa vejen
og turde ikke gaa,
de blev saa fulgt nogle Morgener og fik saa igen Mod.
I Hjørring Skole gik det ikke saa godt som i Tolne,
men han kom da igennem
Mellemskolen. Hans Maal var nu at blive Dyrlæge, og han fik lov at komme i Gymnasiet;
han havde al sin Tid stor Kærlighed til Heste.
Der var en gang som Barn, han
spurgte,
hvor mange Heste en professor havde,
han troede nok, han vilde være
professor, han havde forstaaet, at en professor var noget stort,
og saa matte han ogsaa
have mange Heste.
I 1.G. indtraf hans første Uheld. En Morgen, de kom med Toget til
Hjørring,
havde der været Isslag,
og der var ikke strøet Sand paa perronen saa
tidligt. Ole Vagn gled og brækkede sit ben.
Det skete i Begyndelsen af Aaret 1926, og i April skulde han og Signe
konfirmeres.
Ole Vagn matte ved Hjælp af en Stok humpe over i Kirken. Vi fik dog en god
Festdag,
hvor vi havde stor familiemiddag.
Lærerne og Lærerinden samt Faddere har al
Tid været med
til vore Børns Fester.
Vi var saa ca. 50, saa flere kunde vi ikke indbyde.
Da Ole Vagn var i 2.G. "ringede klokken 2. gang".
Det var min
Fødselsdag,
og det var Pinselørdag, jeg havde lige faaet en hjertelig Omfagnelsen samt en
undskyldning for,
han ingen Gave havde til mig; men han vilde nu cykle ud i en Eng efter
Engblommer til mig.
Lidt efter kom der en stor Lastbil ind i Præstegaarden, jeg havde travlt ved
mit komfur
og saa ikke, hvad han bragte.
Ak, saa var Ole Vagn styrtet med sin cykle ude paa
Flyvbjerg Bakke,
hans Forgaffel var knækket, og han blev nu bragt bevidstløs hjem.
Vi fik
hurtig fat i en Læge,
som erklærede, at der var baade Hjernerystelse og Kraniebrud.
Sten og Grus var
slaaet ind i hans Ansigt,
saa han var helt ukendelig.
Jeg holdt saa min Fødselsdag og Pinse ved min bevidstløse Drengs Seng paa Sygehuset.
Vi fik ham dog ret hurtigt hjem,
men Følgerne varede længe.
Overlægen gav mig en Pincet med hjem,
som jeg hver dag skulle pille i de
forskellige Saar med,
for om der var Sten og andre Ting, som skulde fjernes.
Saa sent som tre Uger efter pillede jeg en bensplint ud paa hans Næse.
Ole Vagn blev igen rask og stærk og fik sin Studentereksamen,
men ak, saa blev den ikke stor nok,
saa han kunde blive optaget paa
Landbohøjskolen;
det blev en meget stor Skuffelse for ham.
Far mente nu, at han matte prøve
noget andet,
og han kom paa Holmrødgaard som Landvæsen-elev.
Herr og Fru Larsen var gode imod ham og de andre elever, han var dog tit ked af
Elevstuen,
der blev absolut ikke holdt Bordskik - og Bordkultur var et ukendt Ord.
Herr Larsen sagde til Ole Vagn, at han hellere skulde slaa de Dyrlægetanker ud
af Hovedet
og saa blive Landmand; nu kunde han blive der 1½ Aar, saa gaa ind som Foderelev
et ½ Aar.
Saadan blev det, og jeg husker, han skrev hjem, hvor dejligt der var hos
Fodermesterens,
de havde rigtig Dug på Bordet og Spiseservietter ligesom hjemme.
Det var dog ikke Landvæsenet, han brød sig saa meget om,
selv om han nu havde erhvervet baade Diplom og præmie.
Ole Vagn blev nu Soldat; men Dyrlægetankerne havde han stadig i Hovedet,
han mente dog ikke, Far vilde give ham Lov at studere
og han saa ikke anden Udvej end blive Officer.
Han blev Kornet ved Artilleriet i Aarhus og havde faaet Lov at faa et
Officerskursus,
der var indbetalt Indbetalingsgebyr,
og alt var i Orden; men den morgen han
skulde rejse,
sagde han saa til mig:
"Mor, nu spørger jeg Far en Gang til, om jeg må
læse til Dyrlæge".
Jeg mente, det var omsonst; men Far turde ikke sige nej mere, og Glæden var
stor hos Ole Vagn;
han tog det lange Præstegaards-stuehus, fra fars Kontor og ned i Køkkenet til
mig, i faa skridt.
Han kom nu paa akademisk Kursus i Skindergade og tog Adgangseksamen til
Landbohøjskolen.
Nu var Signe blevet Lærerinde paa Maria-Forbundet, og hun fik udvirket,
at Ole Vagn kom der ind.
Det var Skik, at de havde en studerende boende,
han skulde passe centralfyr, banke Tæpper,
rive havegange og ellers Kaarene for
de unge Piger.
Ole Vagn var lykkelig for at have denne Plads, han fik nu Kost og Logi gratis og
boede der i tre Aar.
De unge Piger maatte den unge Mand ikke se til, men der var dog een,
som Ole Vagns Øjne og Hjerte aldrig kunde glemme; hendes navn var Lis Thiel
Nielsen.
Ole Vagn fik sin Eksamen i Sommeren 1944, og endelig oprandt dagen den 23.
September,
da Ole Vagn kunde hjemføre sin Brud. han var blevet Assistent hos Dyrlæge
Møller i Brønderslev
og havde faaet en pæn lille Lejlighed i et helt nyt Hus.
Hvor var det en dejlig Bryllupsfest, og hvor var de glade og pæne de to unge,
fulde af Haab om en lang og lykkelig Fremtid.
Den 1. Oktober blev Birte konfirmeret,
og da havde vi den store Glæde at samle alle vore 10 Børn og 6 Svigerbørn,
Knuds Aase maatte vi desværre savne, da hun i den nærmeste Fremtid ventede sin
lille Birgitte.
Det var vel nok den største Fest, Forældre kan opleve, naar de kan samle hele
deres flok om sig.
Vi besøgte Ole Vagn og Lis i slutningen af Oktober, de havde et dejligt, lille
Hjem.
Lis' far og Mor havde givet dem alt, hvad der hører til et ungt, kønt Hjem.
Hvor var de glade og lykkelige.
2. Søndag i Advent besøgte de os hele dagen, vi var til Højmesse i Sct.
Catrine Kirke, vi sang Salmen:
"Rejs op dit Hoved al Kristenhed"
o.s.v. - Om Aftenen, da vi sang nogle Salmer her hjemme,
vilde Ole Vagn, at vi
igen skulde synge nævnte Salme, og da vi havde sunget den, sagde han til Lis,
at den skulde synges til hans begravelse. Saadan er det nu blevet; men ingen
tænkte den gang, at Dagen var saa nær.
Julen tilbragte de to unge i Kellerup, hvor de havde haft det saa dejligt.
Søndag efter Nytaar vilde vi gerne samle vore Børn og Svigerbørn.
Ole Vagn
kom, men Lis var desværre ikke med, hun var ikke rigtig rask.
Vi havde en god
dag, og Ole Vagn spurgte om aftenen, om jeg ikke havde lidt godt,
han kunde faa
med hjem til Lis. Det blev saa sidste Gang, vi saa vor store dreng.
Et Par dage
efter fik vi Brev fra ham med Tak for sidst, han var glad som sædvanlig,
Lis
havde det bedre, og han skrev bl.a.: Hvor er det godt, at min Chef og jeg
arbejder saa godt sammen.
Fredag Aften den 12. Januar 1945 blev der ringet til Dyrlæge Møller, om han
straks vilde komme ud til en vanskelig Fødsel.
Ole Vagn havde lige sat sin Bil
ind og var færdig til at tage hjem til sin Kone, men saa sagde Dyrlæge
Møller; "Tager De med dyrlæge ?" - "Ja, ja"! Ole Vagn var
straks rede.
Ja, saa ved man ikke mere, for begge Dyrlæger blev fundet som lig.
Ole Vagn laa
skudt ved "Bouet" mellem Brønderslev og Nr.Sundby, og Dyrlæge
Møller sad i sin Bil i Aalborg.
Onde Mennesker havde benyttet en anden Mands
Navn for at lokke Dyrlægerne ud i en grufuld Død.
Det var en forfærdelig
Meddelelse at faa, nu havde Ole Vagn naaet den Lykke og det Maal,
som han havde
set hen til i de mange aar. Vi synes, vi har mistet saa meget; men værst er det
dog for hans lille Lis.
Karens lille Dreng sagde en Dag til sin Mor: "Mor, du skal da ikke blive
ved at græde, fordi Ole Vagn er Død,
du kan da nok forstaa, det er fordi Gud
har brug for en Engel til". Gud kan endnu aabenbare sig for de umyndige
-
Ole Vagn var ingen Engel, men han der sagde: "I Dag skal du være med mig i
Paradiset".
Han er i Gaar og i dag, ja, til evig tid den samme.
Vi har i disse tunge Dage mødt uendelig megen Medfølelse og Deltagelse.
Da vi
Lørdag Aften kom til Tolne med Ole Vagn som død, stod de kære Tolneboere
Æresvagt lige fra Kirken
til Præstegaarden, hans Barndomshjem, var der Lys
i alle Vinduer, oppe og nede
- og ned til Else og Evald, hvor der var indrettet et
smukt lille Ligkapel. -
Ole Vagn blev begravet Onsdag den 17.
Der var bidende
koldt, men en meget stor Skare var mødt for at vise Lis og os Deltagelse og for
at vise Ole Vagn de sidste ære.
Menighedsraadet har givet os en meget smuk Gravplads lige uden for Kirkedøren,
vi troede ikke, det var Børnene, men os gamle som skulde indvie den. -
Nu er
Ole Vagns Grav dækket af 200 smukke og kostbare Kranse og Buketter
og 1100 kr.
har Familie og Venner givet til en Mindesten.
Klokken
har ringet for 3. gang.
Ære været Ole Vagns Minde.
*******************************************************************
Ole Vagn Larsens far
Pastor Carl Christian Larsen, Tolne Præstegaard fortalte efter hans søns
død.....:
En stor sorg var det, da vor unge søn, Ole Vagn, blev skudt af tyskerne.
Den 12. jan. 1944 blev de telefonisk kaldt ud til et vanskeligt tilfælde.
Ved
Hjermitslev kom 2 personer ind i bilen, og næste morgen kl. 4 ,
blev min søn
fundet skudt gennem hovedet - på landevejen nord for Nørresundby, medens hans
chef dyrlæge Møller sad i bilen på en gade i Aalborg. dræbt af mange skud.
Det var en "udligning" for drab på en tysker.
Den dag Ole Vagn blev begravet fandt jeg i min lomme, salmen fra Ole Vagns
bryllup for kort tid siden:
"Sorrig og glæde, de vandre til
hobe...."" slutter faderen Carl Christian Larsen.
*******************************************************************
Dansk Veterinærhistorisk Årbog - bind 37......side 15,16,17,18....skriver:
I den sidste del af besættelsen blev den danske modstandskamp til større og
større skade for tyskerne på grund af sabotageaktioner og likvideringer af
danske stikkere i tyskernes sold. Som led i terroren mod befolkningen gik
tyskerne over til at anvende såkaldte clearingmord, direkte hævnmord på
kendte personer med klar national holdning og en vis status i befolkningen. Til
at udføre disse modbydelige mord på uskyldige mennesker anvendte
besættelsesmagten dansk-tyske eller rent danske terrorgrupper. Mordet på
digterpræsten Kaj Munk, Vedersø, den 4. jan. 1944 blev eksponent for den type
overgreb på civilbefolkningen.
Den 13. januar 1945 blev to danske dyrlæger ofre for clearingmord. det drejede
sig om Axel Møller og hans assistent Ole Vagn Larsen, Brønderslev. Som
repressalie for likvideringen af en lokal nazileder i Aalborg, fik en dansk-tysk
terrorgruppe ordre til at opsøge og dræbe Axel Møller. Sent om aftenen den
12. januar 1945 kørte morderne til Brønderslev, hvor de fra en telefonboks
ringede dyrlæge Axel Møller op og på vendelbomål kaldte ham ud til en
kviefødsel i Øster Hjermitslev.
Assistent Ole Vagn Larsen var tilfældigvis tilstede hos Axel Møller, og de
besluttede begge at tage af sted, bl.a. fordi Ole Vagn Larsen så kunne få
yderligere praktik-erfaring. Terrorgruppens bil fulgte efter dyrlægernes,
stoppede denne og holdt de to dyrlæger op. Derefter fortsatte de i to biler mod
Aalborg. Ved Bouet, lige nord for Aalborg standsede bilerne, og dyrlægerne blev
skudt på stedet. Ole Vagn Larsen blev efterladt i vejkanten, medens Axel
Møllers lig blev kørt til Aalborg og placeret i siddende stilling i hans egen
bil. Denne blev efterladt i Skipper Clementgade på samme sted, hvor nazilederen
var blevet likvideret. her blev liget fundet senere på natten, medens Ole Vagn
Larsens lig først blev opdaget næste morgen.
Drabene udløste voldsom harme i befolkningen, således som det trods
pressecensuren fremgår af den forsigtige omtale i aviserne i dagene efter
mordene og bisættelserne.
Ole Vagn Larsen blev 31 år gammel. Som den ældste af ti børn i Tolne
Præstegaard havde han af økonomiske grunde svært ved at få sit store ønske
om at blive dyrlæge opfyldt. Efter studentereksamen blev han landvæsen-elev.
Under sin militærtjeneste blev han kornet og udtaget til officersuddannelse.
Under et besøg i hjemmet umiddelbart før han skulle påbegynde denne
uddannelse, spurgte han endnu engang sin far om tilladelse til at blive
dyrlæge. På grund af stærk støtte fra moderen fik han nu sin store glæde,
faderens accept.
Under veterinærstudiet tjente Ole Vagn Larsen til kost og logi som pedel på
Mariaforbundets Husholdningsskole, og her traf han sin tilkommende hustru Lis
Thiel Nielsen. Straks efter eksamen i sommeren 1944, blev han assistent hos Axel
Møller i Brønderslev og blev gift i september samme år. Få dage ind i det
nye år 1945, beretter han i et brev til forældrene om sin lykke ved den
daglige dyrlæge-gerning og samarbejdet med sin chef.
Den 13. januar fik forældrene så den frygtelige meddelelse om hans tragiske
død.
Ole Vagn Larsen var et godt og retskaffent menneske med mange gode interesser og
et aldrig svigtende humør. Han var altid parat til at hjælpe, hvor der var
behov herfor. En lovende fremtid som dyrlæge var brutalt blevet stoppet,
næsten før den var begyndt.
Ole Vagn Larsen blev begravet i familiegravstedet på Tolne Kirkegaard under
massiv deltagelse af egnens befolkning.
Nekrologer i medlemsblad for Den Danske Dyrlægeforening 1945, 28, 102 af Poul
Holleufer og i Dansk Veterinærhistorisk Årbog 1946, 13 102-103.
På årsdagen for drabene rejstes i Brønderslev en mindesten for Axel Møller
og på gerningsstedet i Bouet, et trækors for Ole Vagn Larsen. Trækorset blev
senere erstattet med en mindesten.
Gerningsmændene til disse clearingmord blev pågrebet kort efter befrielsen. De
blev for denne og flere tilsvarende forbrydelser dømt til døden. Det var
civile danskere i tysk tjeneste.
I denne: Dansk Veterinærhistorisk Årbog slutter beretningen således.....:
Vi mindes stille de tapre døde,
hvis navne lever i Danmarks navn,
og takken søger til dem, der segned,
og dem, der sidder med tunge savn.
Gud trøste dem, der har lidt og stridt,
til det blev forår og Danmarks frit.
(Mads Nielsen "Danmark Frit", 1945.
Knud Thomsen (tidligere Brønderslev) skriver
den 1. juni 2008...:
Jeg er selv vokset op i Brønderslev og jeg var 11 år da Ole Vagn blev
myrdet.
Jeg husker ham fra samlestalden, hvor han samlede slagtekvæget. Kvæget skulle
jo dyrlægekontroleres
inden det kom på slagterierne og det var ofte Ole Vagn som stod for det.
Vi var nogle drenge der elskede at gå dernede og jeg husker Ole Vagn som en
venlig mand,
der gerne talte med os drenge, når der var tid til det. (red.:
Tak til Knud Thomsen)
Ole Vagn Larsen
Trækorset som Dyrlægeforeningen placerede ved "Bouet" lige efter Ole
Vagns død
og som senere blev udskiftet med nedenstående granitsten.....
Mindesten ved Bouet, på den gamle landevej mellem Aalborg og Vestbjerg.
Mindetavle på Den Kgl. Veterinær- og Lanbohøjskole.
+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++